Følgende artikel er den anden ud af seks historier i en serie med titlen Milepæle og Mirakler: De sidste dages helliges arv i Europa. Disse artikler er undersøgt og forfattet af James Perry, ph.d., FHEA, historiker og forfatter for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Den kommende bog ›Saints – volume 3‹ indeholder mange andre historier og begivenheder angående grundlæggelsen af Kirken i Europa.
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige blev formelt organiseret med seks medlemmer den 6. april 1830 i en lille hytte i staten New York. Siden dette ydmyge udgangspunkt for mere end 190 år siden, er Kirken vokset til 16,5 millioner medlemmer i næsten 31.000 menigheder verden over. Helt fra starten sendte kirkeledere missionærer ud for at sprede Jesu Kristi evangelium over hele verden. I september 1850 blev Italien indviet til missionering af Lorenzo Snow, T.B.H. Stenhouse og Jabez Woodard og lukkede 17 år senere. Efter fire medlemmers tro, offer og hengivenhed blev den italienske mission atter genindviet i 1966 af Ezra Taft Benson, et medlem af De Tolv Apostles Kvorum på det tidspunkt.
En sommerdag i 1958 stod en kvinde og tre mænd på en stille vej i landsbyen Comerzo i Italien og så efter og ventede på, at præsident og søster Christensen fra den franske mission ankom. De fire hellige var de eneste medlemmer i deres område af Italien, som havde en befolkning på omkring 49 millioner. Bortset fra lejlighedsvise besøg af kirkeledere og andre medlemmer var denne lille gruppe hellige isoleret og hundredvis af kilometer fra de nærmeste medlemmer.
Præsident og søster Christensen var ikke alt for sikre på, hvor de skulle hen, og til at begynde med passerede de vejen, inden de kørte tilbage. Der blev givet udtryk for kærlighed og varme hilsner, da præsident og søster Christensen mødtes med Pietro og Felicita Snaidero, Santo Beltrame og Luigi Pittini. Alle fire var i tresserne og halvfjerdserne og havde været medlemmer i adskillige år. Pietro og Felicita var blevet præsenteret for Kirken i 1949, mens de boede i Cannes i Frankrig. Deres datter og hendes familie havde tilsluttet sig Kirken og søgt at dele evangeliets budskab med dem. Pietro og Felicita blev døbt senere i 1951 sammen med Santo Beltrame, en mand de var begyndt at fortælle om evangeliet. En fjerde person, Luigi Pittini, blev døbt nogle få år senere, efter han også var blevet undervist af Snaidero-parret.
Santo og Luigi rejste mange kilometer på cykel for at være til mødet med Christensen-parret, hvilket de gjorde hver uge til deres nadvermøde. Efter otte år var Santo kun gået glip af et møde. Snaidero-parret førte den lille gruppe hellige ind i deres ydmyge hjem for at få noget koldt at drikke. Mens de var sammen i deres køkken, åbnede Felicita en dør, der førte ind i en lille kirkesal i et rum, som Pietro selv havde bygget. På trods af manglende viden om tømrerarbejde og kun en sav og hammer vidste han, at deres lille skare af hellige havde brug for et sted at tilbede, og han havde påtaget sig at gøre noget ved det.
Lokalet var kun 2 meter bredt og 4,5 meter langt, men der var to små vinduer med et vase i hver. Trægulvet var blevet skrubbet hvidt og fire små stole med flettet bund stod i hver side af lokalet. Der var et lille bord klar med små nadverbægre og brød som forberedelse til deres ugentlige nadvermøde. Tre sangbøger var markeret med angivelse af de fire sange, som de hellige i Italien vidste, at de kunne synge på fransk. I den ene ende af lokalet var der et billede af templet i Salt Lake City på væggen, og i den anden ende var der et billede af Det Første Præsidentskab.
Præsident og søster Christensen var sammen med de fire hellige i Italien til nadvermødet. Om den oplevelse mindedes søster Christensen: »Vor himmelske Fader udøste lige så meget af sin ånd og inspiration på det lille sted som i vores smukkeste tabernakel eller kirkebygning i USA. Vi havde alle det privilegium at bære vores vidnesbyrd.«
Efter mødet gav Santo Beltrame præsident Christensen tre års tiende, som han ikke havde været i stand til at donere i nogen tid. Bror Pittini donerede også sine små midler til Kirken. Til trods for, at de var langt væk fra en organiseret gren, og mens de boede isoleret, forsøgte de italienske medlemmer at holde de pagter, de havde indgået, på trods af konstant modstand fra lokale præster.
Gruppen nød derefter et måltid, som søster Snaidero havde brugt timer på at forberede. Hendes datter havde sendt dem noget mad, som de havde gemt til denne særlige lejlighed, og de var meget glade for at dele det med deres medhellige, som havde rejst så langt.
Nogle få måneder efter Christensen-parrets møde med de ydmyge hellige i Comerzo i Italien rejste Pietro og Felicita til templet i Bern, hvor de blev beseglet sammen for tid og al evighed. Desværre døde Santo Beltrame kort tid efter. Han fik aldrig mulighed for at komme i templet, men et år senere blev stedfortrædende ordinancerne udført for ham . De hellige fortsatte trofast med at mødes i Comerzo, indtil missionærerne ankom, og menigheder begyndte at blive dannet i Italien. År med trofasthed blev belønnet, og de var vidner til en kolossal vækst af Kirken i Italien.
Bidragene fra disse hengivne sidste dages hellige hjalp Kirken til at vokse fra fire medlemmer i 1958 til næsten 27.500 medlemmer, der kommer i 95 menigheder i Italien i dag. Se opdaterede oplysninger om Kirken i Italien ved at klikke her.
Lige fra Kirkens første tid til i dag har sidste dages hellige givet deres tid, talenter og færdigheder til Kirkens arbejde i Europa. Hvis I har yderligere indsigt om Pietro og Felicita Snaidero, Santo Beltrame eller Luigi Pittini eller en personlig oplevelse fra et kirkemedlem, hvis bidrag ville være af interesse for andre i det europæiske område, bedes I indsende jeres oplysninger eller beretning til EUAChurchHist@ChurchofJesusChrist.org
