Denne er den første ud af seks historier i en serie med titlen Milepæle og Mirakler: De sidste dages helliges arv i Europa. Hver historie er undersøgt og forfattet af James Perry, ph.d., FHEA, historiker og forfatter for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Den kommende bog »Saints – volume 3« indeholder mange andre historier og begivenheder angående grundlæggelsen af Kirken i Europa.
Arthur Winters historie om tjeneste i Kirken begyndte i England, da han som 16-årig en uge efter sin dåb blev bedt om at tjene som frivillig sekretær i sin menighed. Senere ville hans evne i stenografi føre ham til livslang tjeneste i Kirken og personlige forhold til fire af Kirkens præsidenter: Wilford Woodruff, Lorenzo Snow, Joseph F. Smith og Heber J. Grant. Som journalist og officiel stenograf nedskrev han vigtige historiske oplysninger om Kirken. Hans bidrag har ligesom mange andre tidlige sidste dages hellige fremmet Kirkens arbejde i Europa og i resten af verden.
I august 1916 overværede Arthur Winter begravelsen af sin søn George, der var Arthurs yngste og sidste søn. Alle seks af hans sønner var døde, enten som børn eller som teenagere under tragiske omstændigheder. Den tooghalvtredsårige fra Nottingham var ankommet til Utah i 1883 og giftede sig med Hannah Bytheway, en ung sidste dages hellig konvertit fra Swansea i Wales, i templet i Logan i december 1885. Deres otte børn omfattede også to døtre, Rosannah og Ruth, og de skabte deres hjem i Salt Lake City.
Arthur blev født i Nottingham i 1864, og efter nogle få års uddannelse begyndte han som 13-årig at arbejde på et blondelager med en ven, John Wells. Religion havde ikke interesse for Arthur, og han blev ikke imponeret af de kirker, han kom i. Til sidst blev han præsenteret for Kirken, og han deltog i et møde med sin far. Arthur blev interesseret i evangeliet, og kort tid efter blev han døbt sammen med sin mor og søster. Hans far var dog ikke længere interesseret i evangeliets budskab, og nogle af hans brødre forfulgte ham på grund af hans beslutning om at tilslutte sig Kirken. Den 1. november 1880, en uge efter sin dåb, blev Arthur kaldet som grenssekretær.
Arthur begyndte at forkynde evangeliet for sin ven John, der til at begynde med gjorde modstand, men som senere fik sit eget vidnesbyrd og blev døbt. De to mænd var gode venner, og som fjortenårige besluttede de sig for at lære Pitman stenografi. De tænkte, at det kunne hjælpe dem på sigt, og de to drenge tilbragte deres aftener med at studere fra en bog. De unge mænd ville bytte bogen hver dag, så de kunne skiftes til at læse den. Det var en færdighed, der ville vise sig at være uvurderlig i hans senere karriere.
Atten måneder senere var en pjeceforening i Nottingham i gang, og senere samme år blev Arthur rådgiver i grenspræsidentskabet og præsident for pjeceforeningen. Pjeceforeninger blev oprettet rundt omkring i Den Britiske Mission på forskellige tidspunkter med det formål at uddele det skrevne ord med fornyet energi. Medlemmer og missionærer arbejdede på at uddele små pjecer for at skabe interesse for Kirken og hjælpe missionærerne med at finde folk, de kunne undervise. I slutningen af 1882 blev den første Unge Mænds Gensidige Uddannelsesforening i Nottingham dannet, og Arthur blev rådgiver sammen med sine andre kaldelser.
Arthur blev afløst fra sine kaldelser nogle få måneder senere, da han sammen med sin mor og to søstre forlod Liverpool i april 1883 for at rejse til Utah. Hans far tillod, at en del af familien emigrerede, men han havde mistet al interesse i Kirken og ville blive i Nottingham. Arthur var atten år gammel, da familien Winter ankom til Utah. Desværre var forholdene svære, og i adskillige måneder var han uden arbejde. I august 1883 brugte Arthur sine sidste 25 cent på en dåse østers til sin familie. De ville i det mindste få noget lækkert med de sidste penge. Samme aften fik Arthur besked om, at han skulle rapportere til Kirkens kontor næste dag. Arthur blev ansat som ærindedreng for Kirkens administratorer, og lidt over en uge senere blev han gjort til journalist for Kirken indtil 1907. Den unge mand kendte hver profet personligt fra Wilford Woodruff til Heber J. Grant og var Kirkens officielle stenograf.
Gennem sit arbejde havde Arthur privilegiet af at rejse rundt i Kirken og være til stede ved vigtige begivenheder. Arthur var sammen med præsident Lorenzo Snow, da han holdt sin berømte tale om tiende i St. George i Utah i maj 1899. I 1902 blev han sekretær for Kirkens uddannelseskomité. I 1905 rejste Arthur med præsident Joseph F. Smith til Sharon i Vermont for at afsløre et monument, der fejrede profeten Joseph Smiths fødsel. Han deltog også i indvielsen af templet i Hawaii i 1919. Lejlighedsvis talte Arthur ved kirkens ugentlige radiotransmission og holdt taler i Tabernaklet. Måske var den mest betydningsfulde begivenhed, Arthur var involveret i, indvielsen af templet i Salt Lake City, hvor han var den officielle reporter.
Arthur stod i spidsen for udvikling i Kirken. I 1897 hjalp han præsident Wilford Woodruff med at optage sit vidnesbyrd i en »talende maskine«. Arthur var også den første, der brugte en skrivemaskine og en telefon på kirkens kontor.
I 1930 fik Arthur til opgave at tage rundt i Kirken i Europa med John Wells, hans gamle ven og daværende andenrådgiver i Det Præsiderende Biskopråd. De to mænd rejste rundt i Frankrig, England, Tyskland, Østrig, Danmark, Sverige, Norge, Holland og Tjekkoslovakiet, idet de besøgte medlemmer, inspicerede optegnelser og indsamlede observationer om forholdene i de forskellige lande. Sammen inspirerede og talte de til de hellige ved at bruge deres personlige omvendelseshistorier som bevis på det gode, der kunne komme af at handle i tro og være lydig mod Guds befalinger.
Nogle få år senere, da han besøgte Storbritannien i 1937 for at fejre 100-året for Den Britiske Mission, bar han igen sit vidnesbyrd:
Mit vidnesbyrd for jer, mine brødre og søstre, er, at dette er Herrens værk. Det er den sande kirke, og den tid vil komme, hvor alle mennesker, hele verden over, vil finde ud af, at dette virkelig er Kristi kirke. Det er ikke Joseph Smiths kirke, det er ikke Brigham Youngs kirke. Det er ikke en amerikansk kirke, det er ikke en britisk kirke. Det er en universel kirke. Det er Guds kirke.
Efter sit vidnesbyrd talte og hyldede præsident J. Reuben Clark fra Det Første Præsidentskab Arthur:
Jeg vil gerne sige noget om bror Winter, som lige har talt til jer. Han er en af Storbritanniens store gaver til Kirkens arbejde. Jeg vil gerne sige, at bror Winter har været fremragende på grund af sin loyalitet … Ingen konge blev nogensinde tjent med sandere eller større loyalitet, selv til døden, end bror Winter har vist de af Kirkens autoriteter, han har arbejdet sammen med.
Arthur døde tre år senere i 1940 efter 57 års ansættelse i Kirken. Fra en begyndelse med ydmyge kår fik han en produktiv og succesrig karriere, der næsten er uden sidestykke i Kirken. Han sad i bestyrelser i fremtrædende virksomheder og på Brigham Young University, nedskrev profetiske budskaber og var involveret i nogle af de mest betydningsfulde begivenheder i Kirkens historie i det nittende og tyvende århundrede.
Lige fra Kirkens første tid til i dag har sidste dages hellige givet deres tid, talenter og færdigheder til Kirkens arbejde i Europa. Hvis I har yderligere indsigt om Arthur Winter eller en personlig oplevelse om et kirkemedlem, hvis bidrag ville være af interesse for andre i Det Europæiske Område, bedes I indsende jeres oplysninger eller beretning til EUAChurchHist@ChurchofJesusChrist.org
