Tro på Herren Jesus Kristus og et personligt forhold til ham er yderst vigtigt i vores liv. I den fjerde trosartikel står der, at »tro på Herren Jesus Kristus« er et af evangeliets grundlæggende principper.[1] Vi taler ofte om den korte form for »tro« som dette grundlæggende princip. Tro står bestemt ikke alene her, men rettes mod Jesus Kristus og vores personlige vidnesbyrd om, at han for os alle er vor Frelser og Forløser. Tro på Kristus giver os glæde, håb og selvtillid samt »styrke til at klare alle de store begivenheder i vores liv.«[2] Men somme tider bliver troen hos selv de stærkeste af Herrens disciple prøvet. Vi bør ikke blive overrasket over det, men vi bør se det som en drivkraft.
Vi kender alle episoden med apostlen Thomas. De disciple, som Herren viste sig for efter sin opstandelse, fortalte Thomas: »Vi har set Herren.« Thomas, der ikke havde været der, svarede: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.« Otte dage senere viste Herren sig igen for apostlene og sagde til Thomas, der denne gang var der: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas blev overvældet og kunne kun sige: »Min Herre og min Gud«, hvorpå Jesus udtalte de berømte ord: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.«[3]
Når vi hører denne historie, undrer vi os måske over Thomas, og hvorfor han havde så »lidt« tro. Han var en apostel og havde ledsaget Kristus, set mange mirakler og havde helt sikkert et fast vidnesbyrd om Herrens lære. Men det, som Thomas oplevede, er ikke så langt fra de udfordringer, vi alle møder i en verden, hvor der mere og mere bliver sat spørgsmålstegn ved alt.
Ligesom et ungt medlem, der voksede op i Kirken, tilegnede sig evangeliets principper i sin barndom og fulgte dem, men alligevel på et eller andet tidspunkt nåede til et punkt, hvor han ikke længere var sikker på sit vidnesbyrd. Hans erfaring med evangeliet hvilede – måske lidt ligesom Thomas – primært på en intellektuel forståelse af lærdommene og principperne eller traditionerne, som han var kommet til at elske, og ikke på en varig følelsesmæssig oplevelse. Så da han stødte på nogle artikler om læren eller historien, som han ikke umiddelbart kunne forstå, rystede det hans tro. Dette unge medlem spurgte mig i et personligt interview foruroliget om, hvordan han kunne få en sand tro på Kristus. Jeg ønsker at besvare dette spørgsmål for jer på samme måde, som jeg besvarede det for dette unge medlem. Der er et mønster her, som Herren åbenbarede i skrifterne gennem sine profeter.[4] Dette mønster kan anvendes af os alle: Af en, der tvivler eller søger, såvel som af den, der bliver prøvet eller blot ønsker at nære sin tro på Herren Jesus Kristus på en måde, der varer ved.
Mønstret findes for eksempel i den vidunderlige historie om Enosh omvendelse. Enosh gjorde følgende:
- Enosh hørte om evangeliets sandheder af sin far, han forsøgte at forstå og lade det, hans far havde sagt, synke »dybt i [s]it hjerte.«[5]
- Enosh adlød Guds befalinger, hvilket gjorde, at han var modtagelig for Helligånden.
- Enosh’ »sjæl hungrede«.[6] Han fik et ønske om selv at vide, om det, han havde lært, var sandt.
- Enosh gik til kilden af al sandhed: »Jeg knælede ned for min skaber og anråbte ham i indtrængende bøn og påkaldelse for min egen sjæl; og hele dagen land anråbte jeg ham; ja, og da natten kom, oplod jeg stadig min røst, så den nåede himlene.«[7] Det var ikke let for Enosh. Enosh beskriver sin oplevelse som en »kamp … foran Gud«.[8] Men det var det værd, for han fik en personlig bekræftelse i sit hjerte.
Vi må alle føre denne åndelige kamp på disciplens vej mod sand tro på Herren Jesus Kristus; der findes desværre ikke en genvej. For mange af os hænger denne vej sammen med alvorlige personlige kriser eller udfordringer. Andre får nogle særlige åndelige oplevelser i templet, til nadvermødet, under en bøn eller under studium af de hellige skrifter, men vi må alle aktivt søge disse personlige oplevelser. Alt det tager tid og det hænger somme tider sammen med en lang periode med tørst, og det er åndeligt udmattende – »Men dersom I vil pleje ordet, ja, passe træet, når det begynder at vokse ved jeres tro med stor flid og med tålmodighed, idet I med glæde ser frem til frugten af det, da slår det rod, og se, det skal blive et træ, der vokser op til evigtvarende liv.«[9]
Sand tro på Herren Jesus Kristus kræver konstant »iver og tålmodighed«, »et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd«[10] og vores helt egen åndelige kamp foran Gud. Men jeg kan kærligt vidne for jer om, at det er belønnende at betræde denne vej. Den glæde og tryghed, der kommer, er vidunderlig og altomfavnende. »Vi får ikke tryghed af uudtømmelig rigdom, men af uudtømmelig tro.«[11] Hvis vi i tro beder om at vide, at Jesus Kristus er vor Forløser, vil vi få et absolut personligt svar, »som er yderst dyrebar[t], som er mere sød[t] end alt, hvad der er sødt, og som er mere hvid[t] end alt, hvad der er hvidt, ja, og mere ren[t] end alt, hvad der er rent; og I skal tage for jer af denne frugt, indtil I er mætte, så I ikke sulter, ej heller skal I tørste.«[12] »Disse personlige emotionelle oplevelser er en urokkelige kilde til vedvarende tro på Herren Jesus Kristus.«[13]
Noter:
[1] TA 1:4.
[2] Dallin H. Oaks, »Tro på Herren Jesus Kristus«, Stjernen, juli 1994, s. 97; se også Moro 7:33.
[3] Joh 20:25-29.
[4] Sammenlign for eksempel Rom 10:14-17, 3 Ne 18:20, Moro 10:3-5; 2 Ne 31:20; se også Russell M. Nelson, »Åbenbaring for Kirken, åbenbaring for vores liv«, Liahona, maj 2018, s. 93-96.
[5] En 1:3.
[6] En 1:4.
[7] En 1:4.
[8] En 1:2.
[9] Alma 32:41.
[10] 2 Ne 2:7.
[11] Teachings of Spencer W. Kimball, red. Edward L. Kimball, 1982, s. 72-73.
[12] Alma 32:42.
[13] Sammenlign Russell M. Nelson, »Åbenbaring for Kirken, åbenbaring for vores liv«, Liahona, maj 2018, s. 93-96.