Ved aprilkonferencen 2020 i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, hvor 200-året for det første syn blev fejret, introducerede præsident Russell M. Nelson et symbol, der betegnede Jesu Kristi centrale plads i sin kirke.[1] Dette symbol inkluderede Kirkens navn i en hjørnesten, hvilket betyder, at Jesus Kristus er hovedhjørnestenen. Symbolsk står Jesus Kristus under en bue og minder os om den opstandne frelser, der kom frem fra graven på den tredje dag efter sin korsfæstelse. Midten af symbolet er en repræsentation af Thorvaldsens marmorstatue »Kristus«, som blev lavet i 1820, og som skildrer den opstandne, levende Herre, der rækker ud for kærligt at omfavne alle sine børn, som vil komme til ham. Jeg har set den oprindelige statue i København og flere statuer, der pryder tempelgrunden og besøgscentre ved templer i Europa, og jeg bliver altid rørt af de åbne arme, der synes at ønske at omfavne mig. Hans sår på sine hænder og fødder minder mig om den pris, han betalte for at bringe mig hjem.
Der er utallige gaver, vor Fader i himlen ønsker, at vi modtager for at sikre vejen hjem til hans kærlige arme.[2],[3],[4]
Jeg husker en oplevelse med en ny missionærkammerat. I løbet af de første dage tænkte jeg, at jeg vidste bedst. Da vi skulle tale sammen, bad han mig om at bede en bøn. Jeg husker tydeligt helt i begyndelsen af bønnen denne følelse af fred og kærlighed, der var næsten overvældende, og jeg hørte mig selv sige, hvor ked af det jeg var for at være så arrogant og uvenlig, og at jeg bad min kammerat om tilgivelse. Det har ændret hele vores kammeratskab. Jeg ved ikke helt, hvilken gave jeg modtog, men jeg værdsatte den som en mild barmhjertighed fra Gud.
Vi ved, at ikke alle har alle gaver, men vi har alle en gave,[5] og disse gaver er givet os, ikke som et tegn, men som et middel til at adlyde vores guddommelige hverv til at hjælpe med at indsamle Israel på begge sider af sløret![6]
En guddommelig måde at forene og mangedoble velsignelserne ved vores gaver til gavn for andre er ved at rådføre os med hinanden og tjene sammen.
Har I spurgt jer selv, hvilke gaver der vil hjælpe jer til bedre at ære jeres guddommelige kaldelse i familien eller kirken? Er det næstekærlighedens gave, som vi kunne tænkte os at udvikle for en bestemt bror eller søster,[7] eller hvordan vi bedre kan undervise vores børn eller andre medlemmer?[8] Der er utallige gaver, der er nødvendige og givet til dem, der søger.
Det er dog ikke tilfældigt, at den meget lange liste med Åndens gaver i Lære og Pagter begynder med to gaver:
1. Gaven til ved Helligånden at vide, at Jesus er Guds Søn og vor Forløser.[9]
2. Gaven til at tro på deres ord, så de også kan få evigt liv, hvis de forbliver trofaste.[10]
Nogle gange føler vi måske, at vi mangler noget, hvis vi ikke ved, men tror. Mine kære søstre og brødre, undervurder aldrig gaven til at tro: Ældste Jeffrey R. Holland bekræftede »med brændende entusiasme, at tro er et dyrebart ord, en endnu mere dyrebar handling«, og at et menneske aldrig behøver at skamme sig over »kun at tro«.[11] Selv hvis vi endnu ikke kan tro, men har et ønske om at tro,[12] kan dette være startpunktet for at modtage åndelige gaver. Russell M. Nelson har sagt: »Vor Frelser og Forløser, Jesus Kristus, vil udføre noget af sit mægtigste arbejde fra nu af og frem til, han kommer igen. Mine elskede brødre og søstre … Jeg beder jer indtrængende om at øge jeres åndelige evne til at modtage åbenbaring«. Lad os alle stræbe efter at følge vores elskede profets opfordring om at modtage flere af de gaver, som vor himmelske Fader har beredt til os. De vil hjælpe os til at finde vores vej hjem, hvor han ivrigt venter på at omfavne os igen.
[1] Russell M. Nelson, Åbne himlen for at få hjælp, generalkonference, april 2020
[2] Moro 10:8-18
[3] 1 Kor 12:1-12
[4] L&P 46:11-33
[5] L&P 46:11
[6] Kirkens Håndbog, kapitel 1.2 Arbejdet med frelse og ophøjelse
[7] Moro 7:46-48
[8] Moro 10:9-10
[9] L&P 46:13
[10] L&P 46:14
[11] Jeffrey R. Holland, »Jeg tror«, aprilkonferencen 2013
[12] Alma 32:27
