Kort tid inden Frelseren afsluttede sin jordiske mission, mødtes han med sine apostle. Han vidste, at han stod over for at skulle skænke menneskeheden den største af alle gaver. Han vidste, at det indebar, at han skulle lide i Getsemane og dø på korset. Han vidste også, at efter hans død og opstandelse, måtte hans disciple fortsætte med at udføre missionen. Han vidste, at det ikke var nok blot at udvirke forsoningen, men at det var vigtigt, at menneskeheden tog imod hans dyrebare gave. Derfor er der i stor udstrækning i hans lære fokus på, hvordan vi, som hans tilhængere, kan få mest ud af den gave.
En pointe, som Frelseren fremhævede, var vigtigheden af at holde sig nær ved ham. Han sagde: »Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.«1
Så gjorde han det klart, hvordan vi holder os tæt på ham, ved at sige: »Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det … Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen. Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer. Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner. I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg påbyder jer.«2
Kristus kom med en enkel anvisning på, hvordan vi kan trække på forsoningens velsignelser i vores daglige liv og nyde hans hjælp og venskab ved at gøre tre ting: Tro på ham og hans ord, elske hinanden og holde hans bud.
I dag vil jeg blot fremhæve det første punkt: Tro på ham og hans ord. Når vi støder ind i personlige udfordringer, og livet bliver svært, tror vi så virkelig på ham? Tror vi på, at hans lære kan anvendes på os på en helt personlig måde? Han sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig!«3 Esajas delte denne opløftende tanke: »Gud Herren tørrer tårerne af hvert ansigt.«4
Joseph M. Scriven (1819-1896) var 25 år gammel, forelsket og stod til at giftes. Dagen inden brylluppet skulle stå, druknede hans forlovede i en tragisk ulykke. Med et knust hjerte sejlede Joseph fra sit hjemland for at begynde på et nyt liv i Canada. Mens han var der og arbejdede som lærer, blev han igen forelsket og forlovet, denne gang med Eliza Roche, en slægtning til en af hans elever.
Atter en gang knustes Josephs håb og drømme, da Eliza blev syg og døde inden deres bryllup. Selvom vi godt kan sætte os ind i denne unge mands indre tumult, fortæller historien om ham os, at hans tro på Gud holdt ham oppe.