For mange år siden interviewede præsident Gordon B. Hinckley som stavspræsident en mand i forbindelse med en tempelanbefaling. Da præsident Hinckley spurgte manden, om han betalte en ærlig tiende, svarede manden oprigtigt, at det gjorde han ikke, fordi han havde for stor gæld. Præsident Hinckley følte sig tilskyndet til at fortælle ham, at han ikke ville være i stand til at betale sin gæld, før han betalte tiende.
Han fortalte senere præsident Hinckley, at han i de følgende år, uanset hvor hårdt han forsøgte, ikke kunne begrænse sin gæld. Endelig konkluderede han og hans hustru, at de ville afprøve Herrens løfte. Manden fortalte:
»Og på en eller anden måde, som vi ikke rigtigt kan forstå, har Herren velsignet os. Vi har ikke savnet de penge, vi har givet ham, og for første gang i mange år bliver vores gæld mindre.«
Han og hans hustru var endelig i stand til at bruge mindre, end de tjente, men af større betydning, de var i stand til at mærke freden ved at vide, at de værdigt holdt deres forpligtelse over for Herren.[1]
Som ny biskop havde jeg også en oplevelse, da jeg rådgav et medlem om tiende. En nyomvendt kom til mig med et alvorligt dilemma: Han havde ikke penge nok til at betale sin skat og sin tiende. Jeg spurgte ganske enkelt: »Tror du, at evangeliet er sandt?« Det bekræftede han og kom hurtigt til konklusionen, at hans anerkendte vidnesbyrd var hans svar. Nogle uger efter kom han igen til mig for at fortælle, at hans revisor havde begået en fejl ved udfyldelsen af hans selvangivelse ved at glemme at benytte sig af en mulighed for at sprede en indtægt over flere år. Hans restskat blev begrænset med mere end den tiende, han havde betalt. Jeg tror, at denne gode brors tro fik himlen til at tilskynde hans revisor med denne nye tanke, som jeg ikke tror ellers ville være sket.
Vi betaler tiende mere med tro end med penge. Gud er mere interesseret i vores lydighed og den virkning, det har på vores sjæl, når vi betaler en ærlig tiende, end det beløb, vi betaler. Det viser, at vi stoler på Gud og på hans løfter. Vi må ikke være som den mand, der sad foran et ildsted og sagde: »Giv mig varme, så vil jeg give dig brænde.« Moroni sagde: »I modtager intet vidnesbyrd, førend jeres tro er blevet prøvet.«[2]
Evangeliet følger ikke menneskers logik. Overvej følgende: »Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.«[3] »Den svage skal beskæmme den vise.«[4] »Den, der mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.«[5] »Det er saligere at give end at få.«[6] Intet sted er denne åndelige ironi tydeligere, end når det gælder tiendeloven, for vi har virkelig mere, når vi giver mere. Det er, fordi menneskers veje ikke er Guds veje, og Gud står ved roret.
Tiende er aldrig en byrde, men snarere en velsignelse, da vi altid klarer os bedre med Herren som vores partner i forhold til at gøre det alene. Tiende låser op for åndelig selvtillid, der muliggør en mængde andre velsignelser såsom åndelig opmærksomhed, taknemlighed og næstekærlighed. Kort sagt bidrager lydighed mod tiendeloven med timelig beskyttelse og åndelig fred, når vores selvtillid i Guds nærhed vokser sig stærk.[7]
Jeg vil også tilføje, at betaling af et gavmildt fasteoffer i min erfaring ligeledes fører til vidunderlige velsignelser. Det vil gavne os at være gavmilde i vores indsats for at hjælpe de mindre godt stillede, og Herren vil være gavmilde over for os.
Gud er ivrig efter at hjælpe os på alle områder af vores liv, hvis vi vil adlyde hans bud, udøve tro og stole på hans lovede velsignelser.
[1] Præsident Gordon B. Hinckley, Den danske Stjerne, okt. 1982, s. 84-85.
[2] Eter 12:6.
[3] Matt 20:16.
[4] L&P 133:58.
[5] Matt 10:39.
[6] ApG 20:35.
[7] Se L&P 121:45.