I de sidste måneder af profeten Joseph Smiths liv reflekterede han ofte over vigtigheden af stedfortrædende ordinancer for de døde.[1] Faktisk betragtede han arbejdet for vores forfædre som så vigtigt, at han sagde: »Deres frelse er nødvendig og afgørende for vor frelse … de … kan [ikke] blive gjort fuldkomne uden os – ej heller kan vi blive gjort fuldkomne uden vore døde.«[2]
Det er let at se, hvordan stedfortrædende arbejde for vores forfædre giver dem mulighed for at blive gjort fuldkomne, fordi uden os ville de ikke kunne modtage de nødvendige ordinancer til deres frelse. Det, som kan være sværere at forstå, er, hvordan »vore døde« kan hjælpe os til at blive gjort fuldkomne? Selvom den henvisning kan være en generel henvisning, der betegner de døde til alle, som lever, så kan den også have en mere personlig betydning, der opfordrer os alle til at finde »vore [egne] døde«, fordi det vil hjælpe os til at have fremgang.
At finde forfædre bringer profeten Elias’ ånd ind i vores liv og forfiner og styrker os. Jeg ved dette af personlig erfaring. Omfattende genealogi i min familie gør det til en virkelig udfordring at finde forfædre, som man kan udføre tempelordinancer for. For nylig hjalp en ven, som er ekspert i slægtsforskning, mig med at finde en forfader, der ikke tidligere var blevet fundet. Det er svært for mig at beskrive, hvad jeg følte den dag. Da vi forberedte hendes navn til templet, blev jeg overvældet. Det virkede som om, hun havde ventet i meget lang tid. Jeg kunne mærke Åndens forfinende påvirkning. Lige som dem, der lyttede til kong Benjamin, virkede mit hjerte til at forandre sig.[3] Jeg ønskede at blive en bedre person. Jeg ønskede at være trofast, så jeg en dag kan se hende og takke hende for at røre mig.
At finde vores forfædre styrker os også, fordi, når vi studerer deres liv, ser vi lektier, der kan anvendes i vores liv. I vinteren 1847 var Russel King Homer blandt de kæmpende hellige i Winter Quarters, der forberedte sig på at tage med Brigham Young til Utah senere det år. Tre dage, før de skulle afsted, kom ældste Heber C. Kimball, et medlem af De Tolv Apostles Kvorum, hen til Russel og bad ham om at ofre sig. Russel skulle blive tilbage og blev bedt om at donere sin vogn, sit spand og sine forsyninger, så andre kunne tage hans plads.[4]
Det må have været udfordrende for Russel at se andre tage hans ting og tage afsted. Men i stedet for at kæmpe imod eller føle sig krænket gik han blot videre og stolede på, at alt ville blive godt. I løbet af de næste par år hjalp han tusindvis af hellige med de sidste forberedelser til at krydse over sletterne til Utah. Endelig i 1859 foretog han sin sidste rejse og førte et håndkærrekompagni vestpå, hvor han slog sig ned med sin familie og levede resten af sine dage.[5]
Når livet skuffer mig eller kræver, at jeg gør noget, der er udfordrende, husker jeg min tipoldefar Russel King. I stedet for at kæmpe imod eller føle mig krænket over de udfordringer, der kommer min vej, kan jeg gå fremad, ligesom han gjorde, og stole på, at alt vil blive godt. På en meget virkelig måde kan hans oplevelser og lektier hjælpe mig med at forbedre mit liv.
Derfor er det forståeligt, at profeten Joseph reflekterede over denne grundlæggende læresætning. At finde »vore døde« er afgørende for vores frelse, fordi det bringer Ånden ind i vores hjerte og lærer os lektier, der forbedrer vores liv. Denne læresætning er vigtig for os, fordi »de … kan [ikke] blive gjort fuldkomne uden os – ej heller kan vi blive gjort fuldkomne uden vore døde.«
[1] Lære og Pagter 128:1.
[2] Lære og Pagter 128:15.
[3] Se Mosija 5:2.
[4] History of Russel King Homer, William E. Homer, 2015, s. 61.