Som medlemmer af Kirken søger vi at have det godt, ikke blot fysisk, men også åndeligt.
Noget af det vigtigste, vi søger, er at have fred, og den bedste måde at opnå det er ved at finde indre fred. Som Frelseren sagde: »Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!«[i]
Det er desværre nemt at miste denne indre fred, især på grund af vore dages livsstil, som bliver mere og mere aggressiv. Den aggressivitet kommer endda ind i vores hjem på forskellige måder. og vi begynder at formode, at det er normalt at leve sådan. En af de sætninger, som jeg hører folk sige oftere og oftere, er: »Jeg tilgiver, men jeg glemmer ikke.« De siger endda: »Du kommer til at betale for det, du har gjort.«
Tilgivelse er en dyd, vi alle skal få og bevare. Præsident Gordon B. Hinckley sagde engang: »Jeg tror, det må være den største dyd på jorden og helt sikkert den mest nødvendige. Der er så meget ondskab og misbrug, intolerance og had. Der er så stor brug for omvendelse og tilgivelse.«[ii] Det er det store princip, som bliver understreget i skrifterne, både dengang og nu.
Tilgivelse og omvendelse hænger altid sammen. Vi kan ikke omvende os uden tilgivelse og vi kan ikke tilgive uden omvendelse.
Lad os sammenligne tilgivelse med et slangebid. Når nogle krænker eller sårer os, er det som at blive bidt af en slange, og det kan ofte såre os dybt og gøre helingsprocessen langvarig og smertefuld, men som med alle sår vil det med tiden lukke sig og hele. Sommetider kan en giftig slange bide os og efterlade giften indeni. Det samme gælder bitterhed, had, ønsket om hævn og at søge retfærdighed: De overtager vores hjerte og som med giften kan såret ikke hele. Tilgivelse er den modgift, der kurerer de sår, som giften har forårsaget. Det er ikke muligt at blive kureret uden tilgivelse. Lad os ikke gøre som de mange israelitter, der blev bidt af slanger.[iii] De kunne være blevet kureret, hvis de havde set på kobberslangen, som Herren befalede Moses at lave, og som repræsenterede Frelseren og hans forsoning. Men det skete ikke, og de omkom.[iv]
Frelseren og hans forsoning er den eneste måde at finde ud af, hvordan man tilgiver. Der findes ikke en anden måde i svære situationer. Forsoningen er den modgift, der kan hele og lukke et sår, selv de sværeste, som ikke virker til at have en kur. Kraften i forsoningen er ikke tilfældig. Den kan sommetider være svær at anvende og kræve en kæmpe indsats, men den er tilgængelig for alle, som ønsker den. Herren har i en nutidig åbenbaring sagt følgende:
»Derfor siger jeg jer, at I bør tilgive hinanden; for den, som ikke tilgiver sin broder hans overtrædelser, står fordømt over for Herren; for i ham forbliver en større synd. Jeg, Herren, tilgiver, hvem jeg vil tilgive, men af jer kræves det, at I tilgiver alle mennesker.«[v]
Tilgivelse i ægteskabet er nøglen til at få et evigt ægteskab. Jeg ser mange par, som ikke tilgiver hinanden for små ting og samler giften ved at bære nag og hade, så når de skændes, frigives alt det, de har båret rundt på, og forholdet tager alvorlig skade. Jeg ser nogle ægteskaber, hvor den indbyrdes tolerance er minimal, de kan ikke tilgive de mindste fejl, og de slipper deres temperament løs. Det er i familiens skød, at vi skal øve os mest i at tilgive og huske, at vi ikke kan blive ophøjet uden tilgivelse.
Og i sidste ende er tilgivelse direkte forbundet til næstekærlighed, som profeten Moroni sagde:
»Men næstekærligheden er Kristi rene kærlighed, og den varer ved for evigt; og den, som på den yderste dag findes i besiddelse af den, med ham skal det være vel. Derfor, mine elskede brødre, bed til Faderen med hjertets hele styrke om, at I må blive fyldt af denne kærlighed, som han har skænket alle, som er hans Søns, Jesu Kristi, sande tilhængere, så I kan blive Guds sønner, så vi, når han viser sig, vil være som han, for vi skal se ham, som han er«.[vi]
Jeg beder om, at vi altid må være i stand til at tilgive, for hvis vi gør, vil vi være mere som Frelseren, og vi bliver hans sande disciple.
[i] Joh 14:27
[ii] »Tilgivelse«, Liahona, nov. 2005, s. 81-82
[iii] 4 Mos 21: 5-9
[iv] Alma 33:20
[v] L&P 64:9-10
[vi] Moro 7:47-48