På grund af verdens kompleksitet i dag føles selvhjulpenhed ofte som en vanskelig ting at opnå. Men set fra troens perspektiv er et mål, der kan nås. Instruktionshåndbog for Kirkens leder definerer selvhjulpenhed som »evnen, forpligtelsen og bestræbelsen på at skaffe livets åndelige og timelige nødvendigheder til sig selv og familien.«1 Skrifterne er en rig kilde af eksempler på, hvordan Guds børn kan blive selvhjulpne. Tænk på Lehi og hans gruppes rejse i ørkenen. Lehi efterlod al sin rigdom for at følge Herrens vilje. Selv da ørkenens besværligheder blev lettere på grund af Herrens vejledning – i form af syner, englebesøg og vejledning fra Liahona – var ørkenen stadig et frygteligt sted og disse menneskers rute var fuld af udfordringer. En meget smertefuld episode i Mormons Bog er, da Nefi ved et uheld brækker sin stålbue og vender tilbage til lejren uden mad. Da de står over for så alvorlig en udfordring, begynder alle i Lehis gruppe, selv Lehi, at murre mod Herren. Uden en bue vil de ikke få mad og dø, logisk set. Men Nefi hæver sig over fristelsen til at murre og sætter sin lid til Herren. Som et tegn på denne tillid laver han en bue af træ og en pil med de få ressourcer, der findes, og beder sin nu omvendende far, som profet, om at spørge Herren, hvor han kan finde mad. Åbenbaringen kommer igennem Liahona og Nefi får masser af mad.2
Nefi udøvede selvhjulpenhedens principper meget effektivt. Hvordan kan vi gøre det samme i dag? Hvad kan vi gøre som vores eget tegn til Herren om, at vi sætter vores lid til ham, ligesom Nefi? Fra et timeligt perspektiv kan vi »lave vores bue af træ og pil« ved at uddanne os eller starte vores egen virksomhed. Ved at udfylde hæftet Min vej til selvhjulpenhed og være med i Kirkens selvhjulpenhedsgrupper kan vi gøre vores timelige indsats for at opnå selvhjulpenhed mere åndelig. Vi modtager mere lys i forhold til timelige problemer, når vi ser dem fra troens perspektiv. I denne åndelige kontekst er især et relevant tegn til Herren om vores tillid, at vi efterlever tiendeloven, når vi gør vores bedste for at skaffe vores familie livets nødvendigheder. De fleste medlemmer af Kirken er opmærksomme på Guds løfte om velsignelserne om timelig overflod til dem, der adlyder tiendeloven, som den blev åbenbaret til profeten Malakias: »Sæt mig på en prøve, om ikke jeg åbner himlens vinduer for jer«.3 I en nutidig åbenbaring siger Herren, at tiende er nødvendigt for at »helliggør[e] Zions land for mig« og til sidst, hvor uundværligt det er, at Zion bliver bygget: »Hvis mit folk ikke iagttager denne lov … se, sandelig siger jeg jer: Da skal det ikke være Zions land for jer.«4 Zion er et helligt sted, hvor de, der er rene i hjertet, samles og lever i retskaffenhed.5 Det »kan ikke opbygges, medmindre det sker efter principperne i det celestiale riges lov«6 og det er et sted for forsvar og ly.7
Når vi tænker over disse åbenbaringer, skal vi spørge os selv: Ønsker jeg at bidrage til opbyggelsen af Zion? Kan det at efterleve tiendeloven være et tegn til Herren om, at jeg sætter min lid til ham? Forstår jeg, at det er en celestial lov, der sammen med andre vil hjælpe mig med at være værdig til det evige livs glæder? At efterleve tiendeloven har givet mig og min familie utallige velsignelser. Det er min bøn, at vi alle, Herrens hellige, gør tiende til hovedformålet i vores søgen efter timelig – og i sidste ende åndelig – selvhjulpenhed.
Noter
1. Håndbog 2: Forvaltning af Kirken, 2010, 6.1.1.
2. 1 Ne 16:18-32.
3. Mal 3:10-12.
4. L&P 119:5-6.
5. L&P 101:3-22.
6. L&P 105:5.
7. L&P 115:6.