I sin tale »Sabbatten er frydefuld« ved aprilkonferencen 2015 opfordrede dengang ældste Russell M. Nelson os til »at undersøge [vores] følelser for og handlinger på sabbatsdagen.«[1]
Han rådgav os til, hvordan vi kan søge inspiration til at holde sabbatsdagen hellig og sagde: »Jeg [lærte] ud fra skrifterne … at min handlemåde og min holdning på sabbatten var et tegn mellem mig og min himmelske Fader. Med den forståelse … når jeg skulle træffe beslutning om, hvorvidt en aktivitet var passende på sabbatten eller ej, spurgte jeg blot mig selv: ›Hvilket tegn ønsker jeg at vise Gud?‹«[2]
Disse ord fik min hustru Sara og jeg til at tænke over, hvilket tegn[3] vi gav Gud med de ting, vi foretog os om søndagen. Vi indså, at vi ikke var nødt til at foretage store ændringer, men følte, at vi skulle begynde at være mere opmærksomme på de små ting. Vi gik allerede i kirke hver søndag. Vi afholdt os fra at arbejde på sabbatsdagen, spille sport, studere eller andre aktiviteter, der ville få andre til at arbejde på Herrens dag. Så vi søgte inspiration til at forstå, hvilke trin vi var nødt til at tage for at følge denne opfordring fra en levende apostel.
En søndag eftermiddag spurgte vores børn, om vi ville spille et af deres yndlings spil. Formålet med spillet er at svare rigtigt på så mange spørgsmål som muligt. Spørgsmålene var altid for svære for børnene, men den virkelig grund til, at vores børn elskede spillet, var lyset og den høje lyd fra spillernes buzzer.
Jeg var allerede klar til at bede dem om at vælge en anden aktivitet, da Sara bekendtgjorde, at vi ville spille spillet, børnene havde valgt, men på to betingelser: (1) hun ville stille alle spørgsmålene; (2) vi ville ikke bruge spørgsmålene på kortene, men hun ville lave fire kategorier, og de ville alle handle om evangeliet. Da vi gjorde tingene klar, undrede jeg mig over, hvordan Sara ville klare at komme op med så mange spørgsmål om evangeliet, kende alle de rigtige svar og sikre sig, at alle spørgsmål passede til hvert barn. Ud over det skulle hun gøre det hele på stedet. Jeg troede, det ville blive en katastrofe. Da vi begyndte at spille, blev det hurtigt tydeligt, at en mors ønske om at lade sine børn spille og en datters ønske om at adlyde sin himmelske Faders befaling om at holde sabbatsdagen hellig havde givet Helligånden mulighed for at inspirere en forælder til at finde en måde både at helliggøre Herrens dag og også gøre det til en fryd for sine børn.
Jeg blev da mindet om Nefis ord: »Og det skete, at jeg, Nefi, sagde til min far: Jeg vil tage af sted og gøre det, som Herren har befalet, for jeg ved, at Herren ikke giver nogen befaling til menneskenes børn, uden at han bereder en udvej for dem, så de kan udføre det, som han befaler dem.«[4] Når Herren beder os om noget, om det er direkte eller gennem vores ledere, kan vi somme tider tænke, at vi ikke kan gøre det, men hvis vi beder om inspiration og er villige til at handle, vil han åbne en udvej, lige som vi tænkte, at der ikke var nogen.
Søndag er en dag, vi ser frem til. På denne særlige dag styrker vi vores forhold med Gud og Frelseren ved at tage i kirke og tage nadveren. På denne særlige dag styrker vi vores familie ved at deltage i sunde familie aktiviteter, der bringer os tættere sammen og tættere på Gud. At tilbringe tid sammen om søndagen på måder, som hjælper os til at mindes og ære Gud, har hjulpet os til at gøre denne dag virkelig »frydefuld«.[5]
[1] Russell M. Nelson, »Sabbatten er frydefuld«, Liahona, maj 2015, s. 129.
[2] Ibid., s. 130.
[3] 2 Mosebog 31:13.
[4] 1 Nefi 3:7.
[5] Esajas 58:13.