En af de mest værdifulde gaver, som mine forældre har delt med mig i min barndom, var deres kærlighed til templet. Deres ønske om at tilbede i Herrens hus var konstant og var aldrig vaklende, på trods af den lange afstand og de høje omkostninger ved at rejse til det nærmeste tempel.
I slutningen af 80’erne, under renoveringen af templet i Bern i Schweiz, rejste vores familie til Frankfurt i Tyskland. Jeg husker stadig tydeligt den dag, vi ankom til templet. Jeg var kun ni år gammel, og selv om min bror og jeg havde fulgt vores forældre til templet mange gange, var denne oplevelse anderledes for mig. Da vi trådte ind i gæstehjemmets reception, havde jeg en følelse af glæde og tilhørsforhold, som jeg aldrig havde oplevet før. Jeg husker, at jeg sad der med en følelse, som var ny for mig, overvældet af omfavnende kærlighed. Jeg husker, at min mor forklarede mig, at disse følelser kom fra Herrens Ånd, som vidnede for mig om, at jeg var i hans hellige hus. Selv om jeg ikke helt forstod det dengang, var det klart for mig, at det, jeg følte, var en personlig gave fra Herren.
I det10. århundrede f.Kr. havde Israels folk efter mange generationer endelig bygget et tempel til Herren. I Kongernes Bog står kong Salomos indvielsesbøn. Kongen havde samlet folket for at afholde en indvielsesceremoni og en fest for Herren. Efter at pagtens ark var blevet anbragt i »det Allerhelligste sted”«,1 sænkede en sky sig over templet, og »Herrens herlighed fyldte Herrens tempel.«2 Ligesom for deres fædre, der rejste i ørkenen, tilbød Herren sit folk en tydelig manifestation af sit eget nærvær i templet.3 Herren skelnede ikke mellem et midlertidigt telt af stof og en kostbart bygning af sten; han accepterede begge dele, da de repræsenterede det bedste offer, som folket havde at tilbyde på det tidspunkt.
Som en del af indvielsesbønnen bønfaldt kong Salomo flere gange om at høre »din tjeners bønfaldelse4 og om at høre sit folk, hver gang de ville omvende sig og vende sig mod Herrens hus. Da Salomo beder, ved han, at templet ikke kun velsigner folkeslag og nationer, men især enkeltpersoner og familier, og derfor tilføjer han: »Så hør i himlen … enhver bøn og bønfaldelse, som kommer fra et menneske … når nogen føler sig ramt i hjertet og udbreder sine hænder mod dette hus; tilgiv, grib ind og gengæld enhver efter al hans færd – du kender jo hans hjerte.«5
I årenes løb er den personlige glæde og kærlighed, som jeg følte den dag i Frankfurt, vokset til viden og større forståelse af vor Fader i himlen og har givet mig den velsignelse at opleve hans kærlighed og skræddersyede råd. I templet har jeg lært at vide, at Herren ved, når jeg »er ramt i hjertet«, og at han hører mig, når jeg vender mig til templet i tro. En anden ting, jeg har lært, er, at det kræver ofre, tro og ønske at opbygge et personligt forhold til og kendskab til Kristus i templet. Ældste Bednar har sagt: »Der er forskel på medlemmer, der går i kirke og betaler tiende, og som lejlighedsvis skynder sig ind i templet for at deltage i en session, og de medlemmer, der trofast og konsekvent tilbeder i templet.«6
Præsident Nelson tilføjede også: »Opførelsen af disse templer ændrer måske ikke jeres liv, men den tid, I tilbringer i templet, vil bestemt gøre det.«7 Må vi alle opdage glæden ved at tilbede i hans hellige hus, hvor Gud ved, når vi er »ramt i hjertet«,5 og vil høre vores bønner.4
1. 1 Kong 8:6.
2. 1 Kong 8:10-11.
3. 2 Mos 33:7-11.
4. 1 Kong 8:28-30
5. 1 Kong 8:38-40
6. Ældste David A. Bednar, Ærefuldt have ry og anseelse«, aprilkonferencen 2009.
7. Præsident Russell M. Nelson, »Bliv forbilledlige sidste dages hellige«, oktoberkonferencen 2018.