FRANKFURT – Marts måned indeholder to betydningsfulde dage, hvor kvinder fejres og anerkendes: Kvindernes Internationale Kampdag den 8. efterfulgt af fejringen af Hjælpeforeningens stiftelse den 17.
Mennesker verden over benytter denne lejlighed til at reflektere over kvinders værdi og bidrag både nu og i fortiden. Kvinder, der tilhører Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, benytter også denne lejlighed til at fejre deres medlemskab af en organisation, der går over 175 år tilbage.
Hjælpeforeningen blev organiseret den 17. marts 1842 for at styrke kvinder og familier og hjælpe dem i nød. Emma Smith, Hjælpeforeningens første præsident, sagde til de 20 tilstedeværende kvinder ved det første møde: »Vi vil gøre noget ekstraordinært.« Hjælpeforeningen kan nu bryste sig af over 7 millioner medlemmer verden over.
Hvert år samles hjælpeforeningsmedlemmer i hele Europa for at fejre stiftelsen af deres bemærkelsesværdige organisation.
'Jeg har altid glædet mig over at være en del af en verdensomspændende kvindeforening. Jeg føler mig glad hver gang, jeg har deltaget i en lektie om søndagen eller en aktivitet på en hverdag. Det søsterfællesskab, jeg oplever, varmer langt ind i hjertet og giver håb og energi til min hverdag. Når jeg har været på besøg i andre menigheder i ind- og udland, har jeg følt den samme ånd og det samme søsterfællesskab, som jeg føler hjemme i min egen menighed.
Det styrker mit vidnesbyrd om hjælpeforeningen og evangeliets store værdi i mit liv.'
- Rikke Rosenkilde, Hjælpeforeningspræsident i Århus Stav
Hjælpeforeningens formål
Hjælpeforeningens motto findes i Paulus’ Første Brev til Korintherne 13:8 (i 1948-oversættelsen): »Kærligheden ophører aldrig«. Mottoet har mindet alle medlemmer om og opmuntret dem til at gå fremad fuld af kærlighed og tjene deres medmennesker.
Siden sin stiftelse har Hjælpeforeningen deltaget i socialt og humanitært arbejde samt i arbejde i lokalsamfundet. Præsident Eliza R. Snow, der tjente fra 1866-1887, fokuserede på at uddanne kvinder og bidrog med at sende kvinder på medicinstudiet for at blive læger og sygeplejersker. Præsident Emmeline B. Wells, der tjente fra 1910-1921, var en stærk forkæmper for kvinders stemmeret og Susan B. Anthonys ven. Gennem deres hårde arbejde blev kvinder i Utah de første, der kunne stemme ved et landsdækkende valg.
I hundrede år dyrkede medlemmer af Hjælpeforeningen fra 1876 hvede, opbevarede det og gav det til de trængende. De kunne donere hvede til overlevende fra jordskælvet i 1906 i San Francisco, første og anden verdenskrig samt folk blandt deres egne. Hvedeprogrammet blev en del af Kirkens velfærdsprogram i 1976.
Jean B. Bingham, Hjælpeforeningens nuværende præsident, arbejder for humanitærhjælp, dialog på tværs af trosretninger og alle kvinders rettigheder. Hendes førsterådgiver, Sharon Eubank, arbejder som leder for LDS Charities, Kirkens verdensomspændende humanitære organisation. Hendes andenrådgiver, Reyna I. Aburto, blev født i Nicaragua, hvor hun overlevede en krig og et voldsomt jordskælv. Siden hun tilsluttede sig Kirken i en alder af 26, har hun arbejdet for at tjene sit samfund, de unge og Kirken.