Julens ånd

Budskab fra områdets ledelse

Ældste Patrick Boutoille, Frankrig
Områdehalvfjerdser

Er juletiden ikke vidunderlig?

Folks hjerte syntes at være blevet blødgjort, og venligheden indtager en vigtigere plads i vores liv. Det er en tid, hvor vi tager tid til at udtrykke vores kærlighed til vores familie, vore forældre og vore venner.

Verden generelt har også meget travlt med gaveræset, gode middage og forskellige indbydelser. Og hvis vi ikke er forsigtige, så kan det også blive den eneste betydning, julen har for os.

Som Kristi disciple skal vi se efter det, der udgør julens sande ånd.

Jeg elsker præsident Howard W. Hunters opfordring¹:

»Hvis du ønsker at finde julens sande ånd og nyde dens sødme, så lad mig komme med dette forslag. Giv dig tid, midt i denne fortravlede juletid, til at lade dit hjerte søge Gud. Det kan være i en stille stund, og på et stille sted, hvor du kan knæle – alene eller sammen med dine kære – og takke for de goder, som du har modtaget, og bede om, at hans Ånd må dvæle i dig, mens du oprigtigt stræber efter at tjene ham og holde hans bud. Han vil tage dig ved hånden, og han vil indfri sine løfter.«

Den opfordring bør få os til at tænke over, hvordan vi gerne vil forberede tingene ved slutningen af dette år.

Jeg husker julen i min barndom. Den var enkel, lykkelig og centreret om familien.

Jeg kan også huske, at jeg blev meget rørt den første jul på min mission i England. Min svenske kammerat ældste Nilsson og jeg besluttede, at vi ville reservere vores aften til at gøre noget godt for dem omkring os. Den juleaften besøgte vi et medlem, der var på hospitalet, prøvede at bringe glæde til folk på gaden, der var kede af det, og gav små gaver til folk, der ikke fik megen opmærksomhed.

Vi ringede på folks døre og gemte os, så vi kunne se glæden i deres ansigt, når de åbnede døren. Det fyldte os med taknemlighed. Aftenen var kold, men vores hjerte brændte i os …

Senere ønskede min hustru og jeg at skabe en juletradition for vores familie:

Juleaften elsker vi, sammen med vore børn og missionærerne, hvis de kunne, at forberede småkager, chokolade og slik. Vi synger flerstemmigt julesange, og så planlægger vi afslutningen på vores dag. Derefter tager vi ud og besøger medlemmer og naboer og synger de vidunderlige julesange med de rørende ord, hvorefter vi giver dem vore godter.

For nogle år siden tog vi hen til en af min hustrus bekendte. Hun var døende. Jeg kendte hende ikke personligt, men da vi begyndte at synge, så jeg hendes ansigt lyse op, og jeg var i stand til at se nogle få øjeblikke med glæde i hendes ellers så svære situation. Taknemlige tårer strømmede ned ad hendes kinder.

Disse hellige øjeblikke for vores familie hjælper os til at huske Esajas’ ord: »For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.«²

»For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.«

»Må vi gennem enkle, venlige, næstekærlige og medfølende handlinger fylde jorden med hans kærligheds lys og helbredende kraft.«³

Jeg vidner om, at Jesus er Kristus, at han er hele menneskehedens Frelser. Hans kærlighed til os er uendelig.

Jeg beder om, at vi hver især må organisere os selv og forberede os til at kunne føle julens sande ånd.

1. Liahona, december 2015, Howard W. Hunter, Kirkens 14. præsident, »Den rigtige jul«.
2. Esajas 9:5.
3. Liahona, december 2014, Dieter F. Uchtdorf, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab,

»Fyld verden med Kristi kærlighed«.