Efter at jeg som 20-årig blev døbt i San Leandro i Californien og gik 2 semestre på Brigham Young University, sad jeg i foråret 1977 i en flyver over Atlanten på vej til København. Jeg skulle hjem på sommerferie for at tjene penge til de næste semestre på BYU. Eller det troede jeg i hvert fald!
Under den lange flyvetur hjem forsøgte jeg at sove, så jeg kunne være udhvilet, når jeg igen skulle se min familie – nu som medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Men jeg kunne ikke sove. Jeg blev ved med at høre profetens røst, dengang præsident Kimball, sige: »Enhver værdig ung mand bør tage på mission.«[1] »Jeg er for gammel,« blev jeg ved med at overbevise mig selv om, »jeg vil være 22, inden jeg kan tage af sted, tre år ældre end de fleste andre ældster, der tager på mission.« Jeg blev ved med at høre præsident Kimball, næsten lige som om han sad ved siden af mig. Han holdt mig vågen, og jeg kunne ikke ignorere ham.
Af frygt for ikke at få noget som helst søvn sagde jeg til sidst til min himmelske Fader: »Okay, hvis du vil inspirere en person til at bede mig om at tage på mission, så vil jeg tage af sted.« Det var nok, jeg faldt i søvn og sov, indtil flyet landede. Jeg tænkte ikke længere over det, jeg havde lovet Herren, eller præsident Kimball.
Blot fire dage efter jeg kom til Nordjylland, var jeg i kirke i Ålborg Gren. Jeg kendte ingen der. Umiddelbart efter nadvermødet kom grenspræsidenten, Johannes Vestbø, op til mig og sagde: »Jeg kender dig ikke, men iklædt hvid skjorte og jakkesæt ligner du et kirkemedlem. Er du medlem?« Dette kunne jeg bekræfte, og han fortsatte: »Må jeg invitere dig ind på mit kontor, så jeg kan komme til at lære dig bedre at kende?« Vores møde må kun have varet 10-15 minutter. Men efter bare 5 minutter sagde han: »Det her er meget mærkeligt, men selvom jeg ikke kender dig, får jeg den stærkeste følelse af, at Herren fortæller mig, at jeg skal spørge dig, om du vil tage på mission. Vil du gøre det?«
Ånden blev meget stærk og tårer trillede ned af begge vores kinder, idet jeg mindedes og fortalte mit løfte til Herren blot fire dage tidligere. Jeg vidste, hvad jeg skulle gøre – følge den levende profets røst. Mine missionspapirer blev kort tid efter indsendt og i stedet for at vende tilbage til BYU, blev de penge, der var optjent den sommer, brugt til min mission i London-missionen i England fra november samme år.
Når vi nu tager hul på det nye år og sætter vores personlige mål i forbindelse med områdeplanen for 2019, og det første mål er at »følge profeten«, så ved jeg gennem personlig erfaring, at dette vil give os de største velsignelser, vi kan få i livet. At følge den levende profet i alt, hvad han råder os til at gøre, »vil styrke vores tro på vor himmelske Fader og Jesus Kristus.«
Den levende profet er Herrens talerør på jorden. »En profet står ikke mellem jer og Frelseren. Derimod står han ved siden af jer og viser vej til Frelseren.«[2] Som der står i 3 Nefi 20:24: »Alle profeterne … har vidnet om [Kristus].« Profeten taler evige sandheder til os og giver os fornuftige råd. »Hver gang jeg har lyttet til profeternes vejledning, følt det bekræftet gennem bøn og så har fulgt det, har jeg erfaret, at jeg bevægede mig i sikkerhed.«[3] Profeten opfordrer os til at følge befalingerne, hvilket fører til lykke, fred og evigt liv.
For fire årtier siden valgte jeg at følge de levende profeter. Utallige velsignelser er kommet til ikke blot mig, men hele min familie på grund af min beslutning om at følge profeten i 1977. Jeg udfordrer os alle til at sætte personlige mål og forpligte os til at følge profeten, så vi kan få umådelige velsignelser både i dette liv og i det liv, der kommer.
[1] Spencer W. Kimball, First Presidency Message, Ensign, okt. 1977, »It Becometh Every Man«, s. 3.
[2] Neil L. Andersen, »Guds profet«, Liahona, maj 2018, s. 27.
[3] Henry B. Eyring, »Find tryghed i at følge råd«, Stjernen, juli 1997, s. 24.
