Budskab fra områdets ledelse

Find svar i Jesu Kristi liv og lærdomme

»Uanset hvilket spørgsmål eller problem I har, findes svaret altid i Jesu Kristi liv og lærdomme.«

portrait of a man
Ældste Erik Bernskov, Danmark Områdehalvfjerdser, Det Nordeuropæiske Område

I april 2023 sagde præsident Nelson: »Uanset hvilket spørgsmål eller problem I har, findes svaret altid i Jesu Kristi liv og lærdomme.« (1)

Jeg blev mindet om dette, da min hustru og jeg besøgte Frederiksborg Slot i Hillerød nord for København sammen med nogle andre medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, der var på besøg fra udlandet.

Frederiksborg Slot er et smukt slot bygget af kong Christian 4. mellem 1600 og 1625 i hollandsk renæssancestil. Som en del af slottet blev der også bygget en kirke og et bederum til kongen.

Efter en ødelæggende brand i 1859 blev den religiøse maler Carl Bloch bedt om at dekorere det nyrestaurerede lille bederum med malerier, der skildrer Kristi liv. Disse malerier blev glemt af det meste af verden, indtil Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i 1962 trykte kopier af malerierne til brug af lærere i Primary og Søndagsskolen og af forældre i deres hjem.

Vi startede vores rundtur på slottet med vores venner ved først at gå ind i bederummet for at se de originale Carl Bloch-malerier. Efter at have vist dem malerierne gik jeg videre til de tilstødende lokaler for at fortsætte rundvisningen på slottet. Dog var der ingen, der fulgte efter mig, så jeg gik tilbage for at finde de andre.

Da jeg kom tilbage til bederummet, så jeg, at vores venner stadig kiggede på malerierne og var dybt rørt over det, de så. Jeg indså til min egen forlegenhed, at jeg var kommet for at vise vores venner nogle smukke malerier næsten som en turistguide, men de var stoppet op og havde brugt tid og energi på at se ud over, hvad Carl Bloch havde malet så smukt på kobber. Således så de Jesu Kristi liv og lærdomme, og de blev rørt over vor Frelsers budskaber.

Efter at have tilsluttet mig vores venner igen, havde vi en mindeværdig tid sammen, hvor vi så på hvert af de 23 malerier et ad gangen og talte om hver begivenhed i Kristi liv og det, vi kan lære af dem. Vi begyndte med maleriet, der forestiller englens besøg hos Maria, hvor han sagde til hende: »Frygt ikke Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone.« (2)

Efter nogen tid sluttede vi med det sidste maleri, der forestiller den opstandne Jesus Kristus. Dette billede minder mig om, hvad Jesus Kristus udrettede for os alle. Dette opsummeres så smukt af Nefi i hans glædelige budskab: »Jeg fryder mig ved tydelighed, jeg fryder mig ved sandhed, jeg fryder mig ved min Jesus, for han har forløst min sjæl fra helvede.« (3)

Jesus Christ with his arm outstretched and his hand open and reaching toward the viewer.

Den oplevelse på Frederiksborg slot foran Carl Bloch-malerierne, som jeg har set mange gange, var en vigtig påmindelse for mig. Vi kan se på malerier af Jesus Kristus, og vi kan læse historier om Jesus Kristus, men vi er nødt til at bruge tid og kræfter på at overveje budskaberne i hans lærdomme og anvende dem i vores liv. På den måde bliver vi bedre i stand til at lære »mere om hans forsoning, hans kærlighed, hans nåde, hans lære og hans gengivne evangelium med helbredelse og udvikling« (4) og finde svar på vores spørgsmål og problemer.


  1. »Svaret er altid Jesus Kristus«, aprilkonferencen 2023
  2. Luk 1:30-31
  3. 2 Ne 33:6
  4. »Svaret er altid Jesus Kristus«, aprilkonferencen 2023