Festinord 2015 i Danmark

Festinord 2015 i Danmark

Mere end 700 unge fra over 20 forskellige lande drog i uge 31 mod Danmark for at være del af det årlige Festinord, der i år blev afholdt i Randers. Festinord er et stævne for Unge Voksne (unge mellem 18-30 år), og giver en fantastisk mulighed for at møde andre UV’ere fra hele verden, der, på trods af forskellige kulturer, deler samme tro som dem selv. 

Temaet for dette Festinord var ’Seek the light’, nemlig at søge alt det gode, der kommer fra Gud, som der står i Lære og Pagter 50:24. Ugen bød på mange forskellige aktiviteter, for at alle deltagere ville opleve, at Festinord havde været en uge, de længe vil huske. Folk begyndte allerede at ankomme mandag, på trods af at programmet først officielt begyndte om tirsdagen. Den første officielle dag bød på ’Randers finder challenge’, hvor vi alle skulle ud og finde forskellige ting og udføre forskellige opgaver i Randers’ gader. En af opgaverne var at finde mennesker, som missionærerne kunne besøge, hvilket lykkedes for nogen af deltagerne. Om aftenen blev surf boards, hulaskørter og blomstrede skjorter taget frem, da temaet for aftenenes fest var ’Blue Hawaii’.

Onsdag bød på workshops og selvfølgelig den årlige fodboldturnering, hvor Norge i år løb med sejren. Om aftenen blev der igen skruet op for musikken, hvor temaet for festen var ’Beduin’ med indtryk af, at man trådte ind i en scene fra Aladdin.

Torsdag stod dagen i tjenestens tegn. Som tak for at vi i år måtte være i Randers, blev samtlige deltagere sendt ud til de lokale borgeres hjem eller lokale institutioner for at hjælpe på forskellig vis såsom maling, oprydning og havearbejde. Man kunne ligeledes lave små tasker eller pynt til skolebørn i Afrika eller tage ud og synge på plejehjem. Om aftenen var der vidnesbyrdsmøder, hvor deltagerne fik mulighed for bl.a. at dele oplevelser, der har styrket deres tro eller blot dele et vidnesbyrd om deres tro på Jesus Kristus. Efterfølgende gik turen til svømmehalen ’Water and Wellness’, hvor man kunne tage sig en sen aftendukkert i hinandens gode selskab.

Fredag var der igen workshops, og aftenen bød på gallafest, hvor omgivelserne var inspireret af New York. Det var en skøn aften med god underholdning, lækker mad og dans. Ud over alle disse velplanlagte aktiviteter, havde deltagerne hver morgen mulighed for at deltage i Institut og blive åndeligt opbygget. Alt i alt var Festinord 2015 et rigtig godt stævne, der helt sikkert har givet deltagerne lyst til at komme til Sverige næste år, hvor Festinord vil blive holdt for halvtredsindstyvende gang.