Historien om Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er fuld af mirakuløse begivenheder, der vidner om Guds engagement i hans børns liv. Læs videre for at lære mere om nogle få af de begivenheder i sidste dages helliges historie, der har velsignet millioner af mennesker rundt om i verden.
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges historie mirakel nr. 1: Joseph Smiths første syn
I foråret 1820 kæmpede Joseph Smith, en ung bondedreng fra New Yorks landlige områder, med at vide, hvilken kirke han skulle tilslutte sig. Da Joseph Smith læste i Bibelen, faldt han over Jakob 1:5, hvor der står: »Hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den.« Inspireret til at følge Jakobs ord gik Joseph ud i skoven nær sit hjem og bad.
Som et mirakuløst svar på Josephs bøn viste Gud Faderen og Jesus Kristus sig. De bad Joseph om ikke at tilslutte sig nogen af kirkerne på jorden på det tidspunkt. Joseph fulgte det råd, han fik, og blev senere den profet, ved hvem Gud genoprettede sin sande kirke på jorden (se Joseph Smith – Historie 1). Joseph var den første profet og præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges historie mirakel nr. 2: Oversættelsen af Mormons Bog
Sidste dages hellige tror på, at Mormons Bog »er en optegnelse om Guds handlemåde med folk, som boede i det fordums Amerika« (Tro mod sandheden, 2005, s. 137). Mormons Bog blev skrevet af fordums profeter, der indgraverede optegnelsen på guldplader. Den sidste af disse profeter, Moroni, gravede pladerne ned, før han døde. I 1823 viste Moroni sig som en engel for Joseph Smith og fortalte ham, hvordan han skulle finde og oversætte pladerne.
Da Joseph fik pladerne, var han på mirakuløs vis i stand til at oversætte dem til engelsk i kraft af Guds hjælp. Uden guddommelig bistand kunne Joseph ikke have oversat den gamle optegnelse. Josephs hustru Emma vidnede om, at Joseph på det tidspunkt, bogen blev oversat, »hverken kunne skrive eller diktere et sammenhængende og velformuleret brev, for slet ikke at tale om at diktere en bog som Mormons Bog« (»Mormons Bogs oversættelse«, Evangeliske emneessay, https://www.churchofjesuschrist.org/study/manual/gospel-topics-essays?lang=dan). I dag er Mormons Bog blevet oversat til over hundrede sprog og hjælper millioner af mennesker verden over til at lære mere om Jesus Kristus.
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges historie mirakel nr. 3: Præstedømmets gengivelse
Sidste dages hellige tror på, at præstedømmet er Guds magt og myndighed givet til menneskene til at handle i hans navn. Da Jesus Kristus og hans apostle blev dræbt, blev præstedømmet fjernet fra jorden. I 1829 blev præstedømmet gengivet til Joseph Smith af himmelsk budbringere, deriblandt Johannes Døber og apostlene Peter, Jakob og Johannes. Joseph anvendte denne præstedømmemyndighed, da han under Herrens vejledning organiserede Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige den 6. april 1830.
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges historie mirakel nr. 4: Indvielsen af templet i Kirtland
I december 1832 befalede Gud sit folk at opføre et tempel: et tilbedelsens og lærdommens hus. De første sidste dages hellige arbejdede og ydede ofre i flere år for at opføre templet i Kirtland. Dette »Herrens hus« blev omsider indviet i marts 1836, og store, åndelige tilkendegivelser ledsagede dets indvielse. Mange kirkemedlemmer så engle, og Jesus Kristus selv viste sig for Joseph Smith og Oliver Cowdery for at antage templet. Moses, Elias og profeten Elias viste sig også (se Lære og Pagter 110). I dag kan kirkemedlemmer besøge og blive undervist i over 150 templer verden over.
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges historie mirakel nr. 5: Joseph F. Smiths syn om åndeverdenen
I 1918 sørgede præsident Joseph F. Smith over tabet af adskillige familiemedlemmer, deriblandt hans ældste søn, en ung svigersøn og en svigerdatter (se Lisa Olsen Tait, »Susa Young Gates and the Vision of the Redemption of the Dead«, Revelations in Context series, 14. aug. 2015, history.churchofjesuschrist.org). Mens præsident Smith sad og grundede over Jesu Kristi forsoning og det, der står i 1 Peter om Kristus, der prædikede for de døde (se 1 Peter 3-4), så han livet efter døden i et mirakuløst syn. Han så, at Guds retskafne tjenere stadig prædikede evangeliet, efter de var døde, for dem, der ikke havde hørt det. Han forklarede, at dem, der lever på jorden, har ansvaret for at udføre evangeliets hellige ordinancer, som fx stedfortrædende dåb, for de afdøde slægtninge, som ikke modtog disse ordinancer, mens de levede (se Lære og Pagter 138).
Mirakler i dag
Sidste dages hellige tror på, at mirakler stadig sker i dag. Efterhånden som mennesker rundt om i verden lærer mere om Kristi kirke på jorden i dag, kan de komme til selv at forstå Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges mirakuløse historie og opleve den fred og glæde, det er at vide, at Gud stadig er aktivt involveret i sine børns liv. Læs mere om Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges historie og lærdomme ved at besøge KomtilKristus.org.