Apostlen Paulus brugte mere end tre år blandt de hellige i Efesos. I løbet af den tid oplevede efeserne mirakler, helbredelser og ekstraordinære begivenheder. Som Paulus bekræftede, »voksede Guds ord« blandt dem »kraftigt … og vandt frem.«1
Men hans prædiken og Guds krafts tilkendegivelser skabte et røre blandt de ikke-troende i så høj grad, at Paulus blev tvunget til at forlade Efesos. Han gik fra sted til sted for at forkynde, men inden han vendte tilbage til Jerusalem, følte han, at han måtte instruere og advare sine venner endnu en gang. Da han ikke havde mulighed for at tage tilbage til Efesos, sendte han bud efter kirkens ældste der. Han mindede dem om, at han havde tilbragt hele sin tid i Efesos med at undervise om det, der var »gavnligt« – »omvendelsen til Gud og om troen på vor Herre Jesus«2 – og derpå advarede han dem: »Tag vare på jer selv og på hele hjorden … for … når jeg er borte, vil der komme glubske ulve til jer, og de vil ikke skåne hjorden.«3 Han tilføjede endvidere, at 'at 'tale om perverse ting' ville være det redskab, som disse 'onde ulve' ville bruge 'til at trække disciple med sig.' 4
Da han vendte tilbage til Jerusalem, blev han arresteret og ført til Rom. Mens Paulus havde travlt med at prædike det sande evangelium, selv som fange i Rom med en viden om, at hans liv snart ville komme til en ende, følte han et akut behov for at skrive til medlemmerne af kirken i Efesos.
Da han havde været der personligt, var Paulus' første handling at '[lægge] hænderne på dem [og] den Helligånd kom over dem.” 5
Da han nu skriver sine sidste ord til sine elskede venner og medtjenere i Efesus, begynder Paulus med at rose dem for '[deres] tro på Herren Jesus og deres kærlighed til alle de hellige.'6 Han anerkender endvidere, at selv om de tidligere havde været 'døde i overtrædelser og synder' og havde været 'af natur vredens børn', var de nu blevet 'levendegjort … sammen med Kristus.'7
Paulus sammenlignede det fjendskab, kirkens medlemmer i Efesos havde oplevet mod hinanden, inden de omvendte sig, udøvede tro og modtog Helligånden med nu at være »de helliges medborgere og hører til Guds husstand … i Ånden.«8
Han udtrykte yderligere et inderligt ønske, som han fortalte dem: »Derfor bøjer jeg mine knæ for Faderen … at han … vil give jer … og I [må] være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed … til at kende Kristi kærlighed … så I fyldes, til hele Gds fylde nås.«9
For at hjælpe de hellige med at blive fyldt med Guds fylde, som Paulus lige havde nævnt, lavede han derefter en liste med over adfærd, der vil sikre, at disse gode mænd og kvinder »ikke [volder] Guds hellige ånd sorg.«10
Han sagde til dem: »Al forbitrelse og hidsighed og vrede og råb og spot skal ligge jer fjernt, ja, al ondskab; men vær gode mod hinanden, vær barmhjertige og tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus.«11
Selvom Paulus var opmærksom på deres godhed, som blev vist ved deres omvendelse, tro og værdighed til Helligåndens tilkendegivelse, advarede han sine venner om den potentielle ødelæggende kraft ved ord, både dem, der tales af de glubske ulve uden for deres folk, såvel som den onde tale i deres flok.
Tidligere i sit liv havde Saulus brugt ord til at tilintetgøre de troende, nu hvor han havde accepteret Herren, ønskede Paulus, at den måde han talte på ville være bevis på, at han var forandret og et tegn på, at han var en sand troende. Paulus syntes at give udtryk for, at det ikke var nok at få ordinancerne og have Helligånden, for et tegn på en sand troende er at være »venlig … mod hinanden.«
1. ApG 19:20.
2. ApG 20:21.
3. ApG 20:28-29.
4. ApG 20:30.
5. ApG 19:6.
6. Ef 1:15.
7. Ef 2:1, 3, 5.
8. Ef 2:19, 22.
9. Ef 3:14, 16, 17, 19.
10. Ef 4:30.
11. Ef 4:31-32.