Budskab fra områdets ledelse
Ældste Axel H. Leimer, Tyskland
Områdehalvfjerdser
Når vi gennem dåben kommer ind i Kirken, bliver vi fyldt med håbet om evigt liv og om at komme tættere på Gud ved bedre at forstå ham og hans hensigt med os.1 I vores religion søger vi efter svar på livets sværeste spørgsmål. I starten kan vi få svar fra venner, betroede lærere, missionærerne, vore hjemmelærere eller biskoppen. Men med tiden er vi nødt til selv at lære at få adgang til himlens kræfter og blive åndeligt selvhjulpne.
Præsident Henry B. Eyring har sagt: »[Der er] mange, der … føler et presserende behov for at blive velsignet med personlig åbenbaring fra vores kærlige himmelske Fader …Vi ved alle, at menneskelig dømmekraft og logisk tankegang ikke er nok til at få svar på det, der betyder mest i livet. Vi har brug for åbenbaring fra Gud. Og vi har ikke kun brug for én åbenbaring i pressede tider, vi har brug for en stadig og frisk strøm af dem. Vi har ikke blot brug for et glimt af lys og trøst, vi har brug for den vedvarende velsignelse, det er at kommunikere med Gud.«2
Personlig åbenbaring kommer til os hver især på samme måde som det gør til profeter og apostle – gennem Helligånden. Han er en person, der består af ånd. Han vidner om Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus3 og bekræfter al sandhed gennem åndelige tilskyndelser og følelsen af fred. Skrifterne beskriver denne kommunikation som en stille, sagte røst,4 der ikke kommer gennem de fysiske sanser, men ved at røre hjerte og sind,5 nogle gange gennemborende og kraftigt.6 Disse korte øjeblikke er som korte glimt af lys i mørket.
Når vi beslutter os for at blive døbt ind i hans kirke, modtager vi løftet om at leve i evigt lys.7,8 Når vi følger tilskyndelserne, forpligter vi os mere og mere til at følge vor himmelske Fader og hans Søn Jesus Kristus. Mod slutningen af sin jordiske tjenestegerning sagde Kristus til sine apostle: »Jeg vil ikke efterlade jer faderløse … Jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd … han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer.«9 Apostlene fik så Helligåndsgaven og overdrog den samme gave til andre, der var blevet døbt, ved håndspålæggelse med Det Melkisedekske Præstedømmets myndighed.10 Denne gave, der også kaldes dåben ved ild11, kommer på betingelse af omvendelse, og det kræver, at vi holder os værdige.12
Præsident Boyd K. Packer har sagt, at vi må holde os i en tilstand, hvor vi kan reagere på inspiration, så Herren kan lade ren intelligens tilflyde vores sind for at tilskynde os, vejlede os, belære os og advare os.13
Tænk over, hvad denne gave med konstant personligt vidne og åbenbaring antyder:
- Der er en Gud
- Han kender os personligt
- Han leder sin kirke gennem profeter og bekræfter deres vejledning for os hver især
- Han bekymrer sig om os og ønsker at tale med os og vejlede os
- Han respekterer vores handlefrihed
- Vi er aldrig helt alene
Helligåndsgaven fører os til åndelig selvhjulpenhed, så vi kan lære selv at handle og ikke være genstand for handling,14 og »for at enhver må kunne tale i Gud Herrens, ja, verdens frelsers navn«.15
Den gave er en kæmpe velsignelse! Det er en beskyttelse, som vi desperat har brug for og som hjælper os til at finde svar på livets vigtigste spørgsmål. Helligånden får os til at placere vores tillid og vidnesbyrd på den perfekte og faste grundvold, nemlig Jesus Kristus, ham der leder denne kirke. Profeten Helaman udtrykte det bedst, da han sagde: »Og se, mine sønner, husk, husk, at det er på klippen, vor forløser, som er Kristus, Guds Søn, at I skal bygge jeres grundvold, så når Djævelen udsender sine mægtige vinde … at det ingen magt skal få over jer til at drage jer ned i elendighedens og den uendelig jammers kløft på grund af den klippe, som I er bygget på, som er en sikker grundvold, en grundvold, hvorpå menneskene, hvis de bygger derpå, ikke kan falde.«16
Noter
1. Joh 17:3.
2. Henry B. Eyring, »Fortsat åbenbaring«, Liahona, nov. 2014, s. 70.
Liahona3. 2 Ne 31:18.
4. L&P 85:6; 1 Kong 19:11-13; 1 Ne 17:45.
5. Dennis E. Simmons, »Hans fred«, Stjernen, juli 1997, s. 30.
Stjernen6. Hel 5:25, 29-31.
7. James E. Faust, »Helligåndens gave – et sikkert kompas«, Stjernen, juli 1989, s. 27.
Stjernen8. Evangeliske lærdomme, s. 51.
Evangeliske lærdomme9. Joh 14:18, 16-17, 26.
10. ApG 2:38; ApG 8:12-25; L&P 29:33; Moro 2:1-3.
11. Matt 3:11; 2 Ne 31:17; L&P 19:31.
12. ApG 2:38.
13. Boyd K. Packer, »Dette ved jeg«, Liahona, maj 2013, s. 8.
Liahona14. 2 Ne 2:13-14, 26.