For et par år siden var vores søn, der var fire år gammel, involveret i et alvorlig uheld væk fra vores hjem. Efter ca. en uge på hospitalet blev han forflyttet 300 km til vores lokale hospital. Da vi kom hjem, var der en seddel på døren fra en kærlig og omsorgsfuld omsorgssøster med detaljer om, hvem der ville hente vores andre fire børn fra skole, hvem der ville lave mad, og hvem der ville ordne vores vasketøj. I løbet af de næste fire uger, hvor vores søn var på hospitalet, fødte min hustru vores yngste søn. Med en søn i én ende af hospitalet, en hustru og ny baby i den anden, fire børn at tage sig af og et fuldtidsjob at passe, ville vi ikke have kunne klare det uden den betydelige hjælp, vi fik fra medlemmerne i vores menighed. Hvor var vi taknemmelige for deres uselviske omsorg. Vi ved, at det almindelige spørgsmål ›kan vi gøre noget for at hjælpe?‹ altid stilles oprigtigt, men denne vidunderlige søster gik den ekstra mil og forudså vores behov og tjente derefter.
I Lukas 4:18 læser Frelseren Esajas’ profeti om sit eget komme og sin mission her på jorden. Der står:
»Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed« (se Esajas 61:1).
I vores samfund i dag er der mange, der er sønderknuste på grund af knuste familieforhold eller andre udfordringer. Der er mange, der er fanger – af afhængigheder, depression eller modløshed. Der er mange, der er blinde, særligt for Jesu Kristi evangeliums fredfulde sandheder. Og mange, der er undertrykte på grund af livets skuffelser.
I 3 Nefi 18:32 står der: »Alligevel skal I ikke støde ham ud af jeres synagoger eller jeres tilbedelsessteder, for sådanne skal I fortsætte med at betjene, for I ved ikke, om de ikke vil vende tilbage og omvende sig og komme til mig med hjertets faste forsæt, og jeg skal helbrede dem; og I skal være midlet til at bringe frelse til dem.«
Kan I forestille jer en mere begejstrende velsignelse end at arbejde som partner med Frelseren i at helbrede de prøvelser, folk omkring os har, og være et redskab i deres frelse?
For noget tid siden besøgte jeg min søn, der studerede i Rexburg i Idaho. Han, hans hustru og jeg tog ud for at spise på en restaurant, hvor folk stod i kø for at få mad. Det var fyldt med studerende, der glædede sig til dimission og enden på semesteret. Jeg lagde mærke til en ung kvinde, der kom ind alene og så ud til at være ensom og overvældet af larmen og aktiviteten omkring hende. Jeg følte mig tilskyndet til at spørge hende, om hun ville sidde med os. Da hun fik sin mad, gik hun forbi os og gik alene hen til et bord. I det øjeblik tænkte jeg ›ej, hun vil tro jeg er mærkelig, hvis jeg inviterer hende til at sidde med os‹, og jeg lod tilskyndelsen være. Jeg kan huske, at jeg vågnede op kl. 2.30 om natten og tænkte ›hvad hvis hun virkelig havde brug for vores hjælp og venskab?‹ Jeg stod ud af sengen og knælede ned og bad til, at en anden ville hjælpe hende, hvor jeg havde fejlet. Jeg besluttede mig også for, at jeg ville prøve på aldrig at forbigå den slags tilskyndelse eller muligheden for opløfte en anden.
Jeg tilskynder hver af os til at række ud til andre ved enhver lejlighed, at opløfte, styrke og drage omsorg med kærlighed. Ved at gøre dette opfylder vi den hellige pagt, som vi indgik, da vi blev døbt, til at stå som hans vidner, være hans hænder til at helbrede de trængende.