Budskab fra kirkens ledelse
Ældste Christopher Charles, England
Områdehalvfjerdser
Mine kæreste minder fra jul som den yngste af fire drenge var den tid, jeg tilbragte med mor og far hjemme sammen med mine brødre og deres hustruer. Jeg var den eneste i min familie, der ikke var gift på det tidspunkt.
Jeg mindes, at jeg nød snakken, drillerierne, latteren, spillene og den lækre cypriotiske mad – fyldte vinblade var min favorit! Men jeg kan ikke mindes, at jeg tænkte over julens virkelige betydning.
Det er selvfølgelig anderledes nu, hvor vi har det sande evangelium i vores tilværelse. Mine to døtre er voksne og gift med deres egen mand og alligevel er de bedste tidspunkter dem, hvor vi sidder rundt om et bord sammen.
Og sådan er det for mange, når de benytter sig af muligheden for at forny kærligheden sammen med familie i julen. Forsøg på at verdsliggøre denne tid på året synes ikke til at påvirke behovet for at være sammen.
Min hustru og jeg tjente i Den Græske Mission fra 2009 til 2012. Vi følte ofte behovet for at gøre mere for at tjene vore medmennesker. Det var med disse følelser, at vi besluttede at ændre vore planer for første juledag. I stedet for at hvile og slappe af besluttede vi os for at bede alle missionærerne om at være sammen med os for at tjene medlemmerne og undersøgerne i Athen ved at sørge for mad og en masse kærlighed på et tidspunkt med en skrækkelig økonomisk omvæltning i Grækenland:
»Når I er i jeres medmenneskers tjeneste, er I blot i jeres Guds tjeneste« (Mosi 2:17).
Det var rørende at se missionærerne tjene så kærligt og ikke selv spise, før alle andre var mætte.
Da jeg gik rundt blandt medlemmerne, sagde de, at det ikke var maden, der var vigtig for dem, men at de følte sig elsket.
Her slutter historien ikke. På det tidspunkt under festen gik jeg nedenunder og så en midaldrende kvinde kigge ind af glasdøren i vores foyer. Jeg inviterede hende ind. Først afslog hun, men med lidt opmuntring kom hun ind og i løbet af nogle få minutter var det, som om hun var et vellidt medlem, der nød maden og festen. Det var bare så dejligt!
Vi blev endnu mere begejstret, da vi et år senere kom tilbage til Grækenland på en opgave, og hun var der om søndagen. Det eneste, det krævede, var et smil og en invitation!
Sandheden er, at vi kan ikke, bør ikke lade nogen gå forbi os uden en invitation. Svaret er blot »ja, nej eller måske«, men hvad nu hvis en person siger »ja«? Hvad hvis vor himmelske Faders dyrebare juveler rent faktisk siger »ja«? Vi er med til at åbne døren til evigheden, og hvor stor skal ikke vores glæde være sammen med dem i vor Faders rige.
Dette er det bedste tidspunkt på året til at invitere andre til at komme til Kristus, fordi mange er glade for at komme til julesang eller en julefest, men ikke til det, som de betragter som mere formelle møder.
Som barn sad jeg ved min jordiske fars bord, som mand sidder jeg ved min families bord. Lad nu andre komme og sidde sammen med os ved vor himmelske Faders bord. Jeg bærer vidnesbyrd om en himmelsk Fader og hans Søn, som ønsker, at vi alle kommer med til deres fest.
Jeg beder om, at denne artikel må røre vores hjerte, når Helligånden inviterer os til at handle og bringe andre mennesker uendelige mange julestunder i evangeliet.