Budskab fra områdeledelsen

Taknemmelighed baner vejen til »Nådens trone«

Ældste Miguel Ribeiro fra Portugal
Ældste Miguel Ribeiro fra Portugal Områdehalvfjerdser i Det Nordeuropæiske Område

Inden jeg blev kaldet som områdehalvfjerdser, stod jeg over for en af de mest udfordrende faser af min trosrejse. Økonomiske vanskeligheder gjorde os ude af stand til at købe mad, hvilket førte til, at vi solgte alle vores ejendele. Det var især gribende at se min hustru sælge sine elskede minder fra sin bedstemor og mor. Da vores bil var løbet tør for benzin, gik jeg gennem byen for at finde en pantelånerforretning.

Mens jeg gik, huskede jeg en samtale, jeg havde haft med en meget god ven, der gennemgik sine egne store udfordringer. I mit forsøg på at hjælpe ham rådede jeg ham til at fremelske taknemmelighed. Hans svar gik rent hjem: »For at være taknemmelig, bliver jeg nødt til at tænke på nogen, der går igennem værre trængsler, end mig! Det er meget svært at finde nogen.« Hans følelser vakte dyb genklang, og jeg følte mig følelsesmæssigt fanget midt i min hustrus lidelser og mine børns tristhed. Til trods for at jeg havde sat min lid til Frelseren. Han havde sagt til mig: »Du er min«.1 Han havde udvalgt mig med sine løfter om at gøre mig til »sit ejendomsfolk«2 og »ophøje [mig] over alle de folk, han har skabt«.3 Jeg havde trofast holdt fast ved tiendebetaling, faste, bøn og tempeltjeneste, men de lovede »himlens vinduer«4 forblev lukkede, og jeg følte mig forladt.

I øjeblikke med øget trængsel tog jeg en øvelse til mig, hvor jeg stillede to grundlæggende spørgsmål til det guddommelige: »O Herre, hvad ønsker du, at jeg skal gøre? Hvad ønsker du, at jeg skal lære?« Næsten med det samme dukkede en tanke op: »Og det skete, at han byggede et alter af sten og bragte Herren et offer og gav tak til Herren vor Gud.«5 Dette ledte til en overvejelse af Lehis situation, som uden at det var hans skyld, blev tvunget til at forlade sit hjem og efterlade sine ejendele, deriblandt »sit hus og sit arveland og sit guld og sit sølv og sine kostbarheder.«6 Lehi havde tilbragt hele sit liv i Jerusalem og efterlod livslange drømme og frugterne af sit arbejde og stod over for, hvad der tilsyneladende var en uoverkommelig udfordring. Alligevel var taknemmelighed det princip, hvorved han levede og stræbte efter frelse. »Store og forunderlige er dine gerninger, o Herre, Gud, Almægtige!«7

For Lehi var taknemmelighed ikke betinget af omstændigheder; det var en beslutning med et specifikt fokus: Jesus Kristus. Og derfor opdagede jeg taknemligt: »Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.«8 Midt i mine egne prøvelser tog jeg den daglige praksis til mig med at bygge taknemmelighedsaltre gennem bøn. Mit mål var at være taknemmelig uden sammenligning, forventning eller afhængighed af ydre omstændigheder – et dybt skift i perspektiv.

I begyndelsen af hver bøn rettede jeg bevidst mine tanker mod min Frelsers liv og mission. Processen var transformerende. Jo mere oprigtigt jeg udtrykte taknemmelighed, jo mere bar Ånden vidnesbyrd om sandheden om barmhjertighed og nåde. Gennem denne praksis fik jeg et vidnesbyrd om »hensigten med denne sidste ofring«9 fra min Frelser, og at hans »indre er fyldt af medfølelse for [os]«.10

Han kendte mig fuldkomment i sit medfølende indre. Da min taknemmelighed kom til udtryk, blev min tro dybere, og min sjæl frydede sig. Jeg forstod, at disse daglige taknemmelighedsaltre banede vejen til »nådens trone«.11 Vi blev velsignet både materielt og åndeligt i den efterfølgende tid. Men efter alt, hvad jeg har været igennem, ville jeg ikke bytte plads med nogen konge. Mine prøvelser førte til, at jeg kom tættere på og kender min Frelser Jesus Kristus. Han lever!

Noter:

  1. Es 43:1.

  1. 5 Mos 7:6.

  1. 5 Mos 26:19.

  1. Mal 3:10.

  1. 1 Ne 2:7.

  1. 1 Ne 2:4.

  1. 1 Ne 1:14.

  1. Sl 139:8.

  1. Alma 34:15.

  1. 3 Ne 17:6,7.

  1. Hebr 4:16.